“Aldrig mere 9.April”

Angrebet på Danmark blev iværksat lidt over kl. 4 om morgenen, hvor tyske tropper overskred grænsen i Sønderjylland, mens tropper landsattes flere steder på Sjælland og ved centrale trafikknudepunkter som fx større broer rundt om i landet. Det var danske styrker fra Søgaardlejren umiddelbart nord for Kruså, som mødte de overtallige tyske tropper først og kom i kamp med dem kl. 4.50. Særlig kendt er landsætningen af 800 soldater i København ved Langelinje og den efterfølgende besættelse af det militære hovedkvarter Kastellet, idet der her ikke blev affyret et eneste skud fra dansk side. Kanonen på Middelgrundsfortet virkede ikke, og personellet på Kastellet blev overrumplet. Kl. 6.30 besattes Aalborg Lufthavn med faldskærmstropper, og det var første gang i verdenshistorien, at denne type tropper benyttedes i invasionsøjemed. Tyskland indsatte omkring 40.000 mand, heroverfor stod under 4.000 danske, de fleste af disse i Jylland. Kun i Sønderjylland gjorde danske tropper regulær modstand, som varede indtil først på formiddagen, hvor de sidste troppeafsnit fik meddelelse om den danske kapitulation. 16 danske soldater faldt og 23 såredes. De tyske tabstal kendes ikke.

Vi flager på halv stang til Kl 12

Herefter går flaget til tops

Aldrig mere en 9.april

 

AMALIENBORG 9. APRIL 1940 (LG FANEBÅNDSSLAG)

Den 9. april 1940 kl. 04:15, dansk tid, iværksatte Tyskland et angreb på Danmark og Norge.

Danmark blev angrebet over grænsen i Jylland, samtidig med at tropper blev landsat på Sjælland, Falster og Fyn og faldskærmstropper blev nedkastet over Aalborg Lufthavn.

Udover den tyske hær, var også den tyske flåde og flyvevåben talstærkt indsat. Den forstærkede 1. infanteribataljon af 309. regiment i 198. division blev på et civilt skib transporteret til Langelinje i København hvorefter bataljonen besatte Kastellet. Herfra bevægede tyske tropper sig af Bredgade og Amaliegade mod Amalienborg, hvor kongevagten tog kampen op. Vagten blev forstærket fra Livgardens Kaserne med bl.a. 4 lette maskingeværer og en styrke på omkring en deling.

Kongen – Christian 10., forsvars-, udenrigs- og statsministeren var samlet i Christian den . 8.’s palæ. Omkring kl. 6 besluttede regeringen, at kampen skulle indstilles. Beslutningen blev truffet på baggrund af bl.a. fjendens overlegenhed og truslen om et luftbombardement af København.

Livgarden løste opgaven. Ingen fjendtlige tropper formåede at komme ind på Slotspladsen, og Livgarden sikrede, at regeringen og kongen kunne træffe beslutningen som frie mænd. I alt deltog ca. 75 gardere i kampen hvoraf tre blev såret.

For sin indsats modtog Den Kongelige Livgarde i 1986 et fanebånd med inskriptionen “Amalienborg 9. april 1940”.

Fanebånd blev indført i 1908 af kong Frederik 8. De er et særligt hædersbevis, som tildeles en enhed for en særlig indsats i kamp for Danmark.